Hvordan kan WHC hjælpe dig?

Mia Lykke Nielsens hestetræning When Horses Choose kan placeres inden for natural horsemanship og hestehviskerteknikker. Alligevel skiller Mias metoder sig ud fra begge skoler. At hesten er helt fri og frit vælger at samarbejde uden nogen former for tvang er en ufravigelig del af Mias metoder.

Hestetræning

Mia skaber et fælles grundlag mellem hest og menneske og underviser hestens ejer i at kommunikere med hesten på baggrund af hestens kommunikation og adfærd.

Samtidig bygger Mias metoder på hestes naturlige instinkter, behov og signaler. Metoden har hun skabt i forlængelse af hestenes eget sprog, sociale adfærd og indbyrdes hierarki.

 

På den måde tvinger hun aldrig hesten til at samarbejde på menneskets vilkår, men hesten vælger selv at følge mennesket som sin leder, fordi den har fuldstændig tillid til træneren.

I begyndelsen kan det være en stor omvæltning ikke at give envejsordre til hesten, men i stedet arbejde med en tovejskommunikation, der bygger på respekt og et solidt og trygt fundament.

Gevinsten er til at få øje på. Endda hurtigt. Hesten opnår hurtigere resultater uden tilbagevendende magtkampe og problemer. Fordi hesten forstår træningen.

 

Tilridning

Når du får din hest med hjem fra Mia, vil du opleve en tillidsfuld hest i balance. Den har lært, at mennesket lytter til den og handler ud fra den viden.

Når Mia rider en hest til, bor den hos hende i træningsperioden. Hun opfordrer ejeren til at komme så tit som muligt og selv blive en del af træningen.

I begyndelsen arbejder Mia med den frie hest fra jorden. Hun lærer den at følge sig som leder helt uden betingelser og helt uden snor. Hun lærer den at stå stille, så ejeren i fremtiden kan lade sin hest at stå hvor som helst, uden at skulle binde den.

Fra jorden lærer Mia også hesten de forskellige signaler, som rytteren bruger under ridningen. Samtidig lærer hun den øvelserne i grunddressuren.

Når hun første gang sidder på ryggen af hesten, foregår det også helt frit og uden udstyr. Mia vil vide præcis, hvad der sker i hesten og i dens krop, uden at der er et dække, en sadel eller seletøj til at sløre hestens kommunikation.

Gennem træningen arbejder Mia også med at gøre hesten smidig, med at bygge dens muskler op og med grunddressuren.

 

Hun kan med sin metode opnå samme resultater med hesten inden for spring og dressur uden bid og uden sadel, som den traditionelle ridning kan med bid og sadel. Skal hesten bruges til konkurrence, vænner hun den til sportens udstyr.

 

Problemløsning

Al problemløsning handler om at ændre adfærd og om at læse og forstå hesten. De fleste problemheste har udviklet en nervøs eller aggressiv adfærd, fordi ejer og hest har misforstået hinandens signaler.

 

Måske er der sket noget i hestens liv, der har fået den til at gå i forsvar. Måske er det lykkedes hesten at overtage styringen og lederskabet. Måske har den ondt.

Mia Lykke Nielsen slipper problemhesten fri i sin træningsarena og skaber ro så hurtigt som muligt. Hun driver aldrig en hest rundt i manegen, indtil den bliver træt. Hun ønsker at arbejde med en frisk og rolig hest.

Hun iagttager den, etablerer lederskabet med det samme og finder ud af, om hesten har ondt, inden hun går i gang med selve træningen.

Engang imellem er problemet lige til at løse. Andre gange anbefaler Mia, at hesten bliver hos hende i en periode.

Allerede første gang, ejeren møder sin hest, vil ejeren kunne gå rundt med hesten helt uden snor, bid og seletøj.

 

Den vil stoppe og bakke og dreje til den ene og den anden side helt fri. Den vil følge ejeren, fordi den under Mias træning har valgt mennesket som leder.

 

Hingstetræning

Ekstra blid. Ekstra bekræftende. Ekstra opmærksom. Det er Mias bedste råd til hingstetræning, og det er sådan hun selv arbejder med hingste.

 

Som under enhver træning slipper hun hingsten helt fri og træner efter nøjagtig samme metode, som hun træner alle andre heste.

Mia begynder med det samme at tilbyde hingsten at blive en del af sin flok med hende som leder. Måske kalder den efter hopperne, måske vil den forsøge at overtage, men den vil vælge at samarbejde og blive en del af flokken, akkurat som en hingst vælger at følge en lederhoppe eller en lederhingst i naturen.

De vilde hingste på Viking Saga Ranch i Californien har vist Mia, hvad hingste er gjort af. Og de har lært hende deres sprog, kropssprog og adfærd at kende, de har lært hende om rang og dominans, grænser og behov.

 

Hingste har behov for at være sammen med andre heste og kan ikke isoleres uden, at det får konsekvenser for hingstens psyke. Mia anbefaler, at hingste altid har mulighed for at være sammen med andre heste.

 

Genoptræning

Heste kan have brug for genoptræning, hvis de har haft en skade, eller de har stået stille i en lang periode.

 

Mia Lykke Nielsen genoptræner også heste, der har haft en dårlig oplevelse eller en oplevelse, der strider mod hestens natur.

I al hestetræning i When Horses Choose har Mia lagt hestegymnastik ind. En gymnastik hun udnytter og har udviklet til genoptræning af heste.

 

Mia bygger hestens muskler op på ny igennem akademisk ridekunst og akademiske øvelser, der kommer rytteren til gode i selve ridningen.

Samtidig får hun lederskabet og tilliden til at falde på plads, hvis hesten har brug for det.

Genoptræning kan også handle om at omskole og tilride hesten en gang til.

 

Måske har den på ny brug for at vælge mennesket som sin leder både fra jorden og fra ryggen. Det kræver, at den slipper sine nuværende erfaringer og mønstre.

Mia vil tage bid, grime og sadel af hesten. Nulstille dens erfaringer og begynde forfra med at styrke dens krop og styrke den mentalt, så den igen har mulighed for at blive den optimale hest for ejer og rytter.

 

Hest og trailer

Hvordan får Mia Lykke Nielsen en fri, vild hest ind i en trailer uden pisk, lasso eller andet udstyr.

Det kræver tålmodighed, ro og tryghed.  Det lærte hun allerede som 17-årig på Viking Saga Ranch i Californien. En vild lederhoppe, der gik på 1000 acres, var hendes første udfordring. 

 

Mia vælger at arbejde efter sin metode om, at hesten selv frit vælger at gå ind i traileren. Det må tage den nødvendige tid. Mia bruger typisk en til to træningssessioner på at lære hesten at gå ind i en trailer.

Fordi hesten selv frit vælger at gå ind i traileren, vil den efterfølgende altid uden konflikt og tilbagevendende angst og stress gå ind i en trailer.

"Mia vælger at arbejde efter sin metode om, at hesten selv frit vælger at gå ind i traileren" 

 

Gode tips til din hestetræning